Almindelige forretningsbetingelser for behandling hos Helsehuset Den Blå Lotus
1. Generelt
Helsehuset Den Blå Lotus tilbyder behandlinger i form af healing, bindevævsmassage med æteriske olier og Access Bars-behandlinger. Behandlingerne er rettet mod velvære, afspænding og støtte til kroppens egne processer.
2. Ikke lægefaglig behandling
Behandlingerne er ikke sundhedsfaglig behandling og kan ikke erstatte undersøgelse, diagnose eller behandling hos læge eller andet autoriseret sundhedspersonale. Klienten opfordres til at søge læge ved sygdom eller ved tvivl om helbredstilstand.
3. Oplysningspligt
Klienten er forpligtet til inden behandlingen at oplyse om relevante helbredsmæssige forhold, herunder skader, smerter, kroniske lidelser, allergier, pacemaker eller andre for behandlingen relevante oplysninger. Gravide klienter behandles ikke.
4. Samtykke til behandling
Ved booking og/eller fremmøde giver klienten samtykke til behandlingen og bekræfter at være informeret om behandlingens karakter og formål.
5. Mulige reaktioner på behandling
Efter behandlingen kan der forekomme forbigående reaktioner, herunder ømhed, træthed, udrensningssymptomer, følelsesmæssige reaktioner eller midlertidig opblussen af symptomer. Disse reaktioner er normalt aftagende. Det anbefales at drikke rigeligt vand i et døgn efter behandlingen.
6. Æteriske olier
Ved brug af æteriske olier informeres klienten om dette. Klienten er selv ansvarlig for at oplyse om allergier eller sensitiv hud. Reaktioner på æteriske olier kan forekomme individuelt. De æteriske olier er fortyndet i jojobaolie, da rene æteriske olier er meget kraftfulde.
7. Betalingsformer, gavekort og klippekort
Klienten kan betale kontant eller med mobilepay umiddelbart efter behandlingen, eller der kan fremsendes en faktura til betaling inden for 8 dage. Der udstedes gavekort, som fremsendes på mail sammen med en faktura til betaling inden for 8 dage. Der udstedes også klippekort på 3 behandlinger, som overdrages til klienten i klinikken eller sendes på mail sammen med en faktura til betaling inden for 8 dage.
8. Aflysning/udeblivelse
Ved afbud på dagen eller ved udeblivelse vil der blive opkrævet betaling svarende til 50% af behandlingens pris.
9. GDPR
Helsehuset Den Blå Lotus fører journal over klienten og opbevarer oplysninger om navn, adresse, telefonnummer og mailadresse samt de oplyste sundhedsoplysninger i 5 år. Hvis klienten ønsker det, vil disse oplysninger blive udleveret til klienten.
10. Fortrolighed
Al kommunikation mellem klienten og Helsehuset Den Blå Lotus foregår i fuld fortrolighed og uden videregivelse af oplysninger.
